Projektet støttes af Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond og Augustinus Fonden

[ Forsiden ]

Resultater af udgravningerne ved Aggersborg

I arkæologien er der to vigtige regler. For det første finder man altid de mest spændende sager på udgravningens sidste dag! Og for det andet finder man aldrig dét man egentlig var kommet for! Sådan har mange arkæologer oplevet det, og sådan endte det selvfølgelig på dette års udgravninger ved Aggersborg. Undersøgelserne, som omfattede både jordboringer og sonderende udgravninger, fokuseredes på strandengen nedenfor kystskrænten, som i tidligere undersøgelser af Aggersborg var blevet mere eller mindre forsømt.

I forbindelse med undersøgelserne rettedes opmærksomheden også mod den såkaldte "have", et træbevokset område umiddelbart syd for både vikingetidsborgen og den nuværende Aggersborg gård. I dette areal, som er svagt hævet over de tilgrænsende strandenge, blev der foretaget et stort antal boringer for at få et indblik i stedets geologiske lagdeling. Boringerne afslørede, at terrænhævningen skyldtes en tilført sandpude i arealet. At puden kun kunne være tilført af mennesker var klart, idet dens fyld bestod af gult morænesand - en type af sand som ellers er totalt fraværende i de ellers marint aflejrede strandenge. Tæt ved den nuværende kystlinje sås i boringerne, at sandlaget pludselig blev afløst af et massivt lag bestående af fugtig og mørk tørvejord. Fra dette lag sås i boreprøven desuden et mindre stykke, tydeligvis bearbejdet, egetræ. Med udgangspunkt i resultaterne af boreprøverne blev der gravet en mindre søgegrøft i "haven" - en grøft som skulle vise sig at resultere i en opsigtsvækkende opdagelse.

I voldgraven ved Aggersborg blev der gjort en del fund, bl.a. en træsko og en del keramikskår fra 1200- og 1300-årene.

Denne søgegrøft i haven blev åbnet kun ca. 70 meter fra Limfjorden. Med udgangspunkt i resultaterne fra boreprøverne anlagdes søgegrøften ved den omtrentlige overgang mellem sandpuden og det mørke fugtige lag. De fremkomne lag i grøften bekræftede vores formodning. Vi stod med en kunstigt skabt terrænhævning omgivet af en dyb rende - eller med andre ord: En borgbanke omgivet af en voldgrav. Langs voldgravens indre fod sås en konstruktion af opstablede skårne tørv. Tørvene blev holdt på plads af tilspidsede 10-20 cm tykke nedrammede stammer af bøgetræ, som stod med en indbyrdes afstand på ca. 40 cm.

Efterhånden, som der blev åbnet flere søgegrøfter i området, stod det klart, at voldgraven har været omkring 10 meter bred, og at også dennes ydre fod var konstrueret med tørv og nedrammede pæle. Samtidigt kunne det konstateres, at den af voldgraven omkransede borgbanke har været ca. 40 x 35 meter stor, svarende til et areal på omtrent 1400 kvadratmeter. I voldgraven blev der gjort en del fund. Til fundene hører bl.a. en træsko, som er blevet kastet i graven, efter den var slidt op. Det drejer sig om en såkaldt 'trippe' eller 'patten', som består af et fladt bræt med høje stylter på undersiden. Sådanne træsko blev bundet under de egentlige sko af læder eller tekstil, for at skåne det kostbare skotøj for møg og mudder som flød i gaderne - og vel også på borgpladsen i Aggersborg. Desuden fandtes i fylden fra voldgraven mange dyreknogler, fortrinsvis af svin og får eller ged - rester af beboernes måltider. Dog er der iblandt knoglerne også to af henholdsvis rådyr og hjort. Knoglerne fra vildtet må ses som belæg for, at borgens beboere nød jagtens glæder, hvilket samtidigt er udtryk for deres høje sociale rang. For jagten på hjortevildt var allerede i middelalderen forbeholdt stormænd. Knoglerne er dog ikke, og der venter sikkert flere overraskelser. Keramik, som normalt optræder i store mængder på middelalderlige fundsteder, blev der fundet overraskende lidt af. De få keramikskår er dog af særlig betydning med hensyn til spørgsmålet omkring anlæggets alder. Således drejer det sig om skår fra delvis glaserede og groft ornamenterede potter og kander, som blev produceret og brugt i 1200- og 1300-årene. For at komme nærmere det præcise tidspunkt for opførelsen af borgen blev der hjemtaget flere pæle fra voldgraven. Der er tale om både ege- og bøgetræ, og selvom specielt det sidstnævnte er vanskeligt, er det vores håb, at disse kan årringedateres.

Det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvordan selve borgen og dens bygninger så ud. I voldgravens fyld fandtes imidlertid, tillige med de andre fund, en del tegl. Det tyder på, at teglbyggede konstruktioner har været en del af borgens bygninger - formentlig opført side om side med træbyggede huse.

Den fundne borgbanke og voldgrav må efter alt at dømme være kongsgården Aggersborg, som efterfulgte ringborgen fra vikingetiden. Kongsgården optræder flere gange i de sparsomme historiske kilder fra middelalderen.

En udførlig beskrivelse af en borg ved Aggersborg er overleveret i et dokument fra 1373. Adelsmanden Niels Eriksen Gyldenstjerne havde nedbrændt kongsgården under oprøret mod Valdemar Atterdag. Derfor blev han af kongen tvunget til at genopføre borgen. Dette forsikrer han kongen om i et brev, hvor han bl.a. lover, at genopbygge Aggersborg med forborg, bygninger, huse, fæstningsværker, palisader, broer, grave og volde, altså ganske som borgen tidligere var bygget. Vi må gå ud fra, at Niels Eriksen Gyldenstjerne holdt sit løfte og genopbyggede borgen, men heller ikke denne borg fik en særlig lang levetid, for allerede i foråret 1441 blev den igen nedbrændt, efter at være erobret af en ny nordjysk oprørshær, som senere blev slået ved Husby.

De historiske kilders beretning om kongsgården og det kongelige borganlæg understreger Aggersborgs særlige betydning, også lang tid efter at Harald Blåtands store ringborg var glemt. Opdagelsen af de første håndgribelige rester af den middelalderlige borg bekræfter udsagnene fra de skriftlige kilder og kaster dermed nyt lys over den middelalderlige fase af Aggersborgs lange historie som kongsgård.

Arkæologer finder kongeligt borganlæg ved Aggersborg

Projektet Kongens Borge har i de sidste uger foretaget arkæologiske udgravninger ved Aggersborg.
September 2009

Undersøgelserne, som blev afsluttet i begyndelsen af ugen, resulterede i en overraskende opdagelse. Tæt ved den nuværende kystlinje og ca. 100 meter fra den kendte vikingetidsborg fandtes et firkantet voldgravsanlæg, som omkranser et ca. 30 x 30 meter stort areal. Den 8 meter brede voldgrav var befæstet med massive træpæle, som var banket ned i den marine undergrund. I voldgraven fandtes store mængder dyreknogler og flere keramikskår fra forskellige typer af potter og kander. Bevaringsforholdene i voldgraven er exceptionelt gode, hvilket understreges af flere fund af træ. Særlig interessant er det, at mange af træfundene viser tegn på ildpåvirkning.

Det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvordan selve borgen så ud. Formentlig drejede det sig om både tegl- og tømmerbyggede bygninger. Ligeledes uvist er anlæggets præcise alder. Keramikfundene tyder på, at voldgraven var i brug i 1200- og 1300-årene. Forskerne håber at kunne datere anlægget nærmere ved hjælp af en dendrokronologisk analyse af det tømmer, som er blevet brugt til befæstningen af voldgraven.

Den 8 meter brede voldgrav var befæstet med massive træpæle, som var banket ned i den marine undergrund.

Aggersborg som middelalderligt befæstet kongsgård

Ved borganlægget drejer det sig efter alt at dømme om den middelalderlige, befæstede kongsgård Aggersborg. Denne gård er nævnt gentagne gange i de sparsomme historiske kilder fra middelalderen, således i sammenhæng med drabet på Knud den Hellige i året 1086 og i 1272, hvor Erik Klipping besøger stedet. En udførlig beskrivelse af gården og den tilhørende borg er overleveret i et dokument fra 1373. Adelsmanden Niels Eriksen Gyldenstjerne havde forinden nedbrændt anlægget under oprøret mod Valdemar Atterdag og var af denne blevet tvunget til at genopføre den. Allerede i 1441 blev borgen igen nedbrændt efter at være blevet erobret af en nordjysk oprørshær.

De historiske kilders beretning om den befæstede kongsgård understreger Aggersborgs særlige betydning. Som den eneste af de tre udgravede borganlæg fra Harald Blåtands tid forblev Aggersborg øjensynlig en vigtig base for kongemagten langt op i middelalderen. Opdagelsen af de første håndgribelige rester af den middelalderlige borg bekræfter udsagnet af de skriftlige kilder og kaster dermed lys over den middelalderlige fase af Aggersborgs lange historie som kongsgård.

Arkæolog Mads Thastrup fra Moesgård Museum med en af voldgravens pæle.

SKJOLDNYT december 2008

Vikingeskjoldet, der i september blev udgravet i en rende omkring Trelleborgen ved Slagelse, har nu gennemgået de første indledende undersøgelser på Moesgård Museums Naturvidenskabelige Afdeling. Konservator Jesper Frederiksen har ansvaret for konserveringen og supplerende undersøgelser af skjoldet. Indtil videre er følgende resultater fremkommet:

Var skjoldet beklædt med læder?
Trelleborgskjoldets plade har en diameter på ca. 85 cm og er sammensat af 7 brædder af fyrretræ. Disse er af varierende tykkelse, fra ca. 8 mm i den centrale del til stedvis mindre end 5 mm ved skjoldets yderrand. Tæt ved skjoldets rand findes en enkelt uens række af små gennemboringer. De manglende tegn på korrosionsspor i og omkring hullerne taler imod, at vi har med nittehuller at gøre. Snarere må vi gå ud fra, at det drejer sig om resterne af en påsyning af et overfladebetræk til selve skjoldpladen.
Sådanne forstærkninger eller overfladebetræk af læder eller pergament, der er ugarvet dyrehud, kendes fra både tidligere og samtidige fund af skjolde – for eksempel fra fund af skjolde i vådbundsområder fra jernalderen, hvor nogle skjolde var beklædt med pergament. De mange skjoldfund fra våbenofferfundene fra bl.a. Illerup Ådal ved Skanderborg viser, at de runde jernalderskjolde i nogle tilfælde var betrukket med ugarvet skind, som skulle forstærke og holde træskjoldets træstave sammen, så sværd og øksehug bedre gled af.
Fra vikingetiden kendes fragmenter af skjolde fra både gravfund i Birka og et velbevaret skjold fra Letland. En anden mulighed er, at der kan have været en forstærkning af skjoldranden med en form for læder eller lignende. Selvom der under optagning og rensning af skjoldbrædderne er blevet taget hensyn til eventuelle rester af organisk materiale, er der alligevel ikke fundet spor efter dyrehud på Trelleborgskjoldet.

Ornamentikken på skjoldhåndtaget

Var skjoldet bemalet?
Kan man forestille sig en viking uden kulørt skjold? Farvespor på fyrretræstykkerne fra Trelleborgskjoldet indikerer mulige brug af farver, der ses blå og hvide nuancer. Dog kan den blå farve være Vivianit som er en naturlig reaktion og udfældning fra jorden med jern og fosfor, samt den hvide farve kan være stofskifteprodukter fra svamp, så indtil dette bliver undersøgt, kan der blot være tale om farvespor fra sedimentet.
Vivianite kan dog i enkelte fortilfælde være brugt som farvestof, så det er nok svært at afgøre om der er tale om bemaling. Dog viser undersøgelserne kun ensartede og meget afgrænsede farvespor, så der kan på ingen måde være tale om at kunne gengive et evt. motiv eller mønster fra skjoldet.
Skjoldet afventer nu prøveudtagning til de endelige farveanalyser, og derefter skal skjoldet pakkes til udvanding og imprægnering med PEG. Og efter 1,5 år skal det så frysetørres.

Ornamentikken på skjoldhåndtaget

En fremmed kriger?
At skjoldet er fremstillet af fyrretræ er lidt af en overraskelse, idet denne træsort ikke hører til de mest anvendte i yngre jernalders fundkontekster. Fyrretræet blev først relativt sent i middelalderen en bestanddel af landskabet i Sydskandinavien. Til gengæld var fyrretræ på dette tidspunkt meget udbredt både i Norge og det centrale egne af Sverige, såvel som ved den sydlige østersøkyst. Enten kan det være importeret fra de nævnte egne eller også kom skjoldet til Trelleborg i hænderne på en fremmed kriger.

Enestående fund af træskjold fra vikingetiden

Kongens Borge projektet har gjort et helt fantastisk fund, der er ikke mindre end en sensation i arkæologien.
På Vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse har projektets arkæologer med Andres Dobat i spidsen i løbet af tirsdag den 16. september 2008 afdækket et træskjold, der sandsynligvis kan dateres til Vikingetiden og til borgens brugsperiode i slutningen af 900 årene, hvor Harald Blåtand var konge.
Det er et bemærkelsesværdigt fund, idet hele skjolde fra vikingetiden endnu ikke er fundet i Danmark og hidtil kun er kendt fra ét fund i Norge.
Det drejer sig om et stort træskjold, ca. 80 cm i diameter, med et karakteristisk hul i midten, hvor skjoldbuen har siddet. Onsdag eftermiddag blev skjoldet bragt til Moesgård Museums Konserveringsafdeling i Århus, hvor det skal gennemgå en række videnskabelige undersøgelser, der skal fastslå dets alder med sikkerhed og måske afdække flere ukendte detaljer om skjoldets brug.

Følg med i undersøgelsernes resultater her på hjemmesiden. De seneste billeder vil blive tilføjet nedenfor

Konservator og arkæolog i færd med at afrense træskjoldets overflade. Foto: Morten Pedersen, Sydvestsjællands Museum

Konservator Karen Urth fra Storstrøms Konserveringscenter og medarbejdere Andres Dobat, Kirsten Christensen og Per Mandrup fra Kongens Borge projektet i gang med skjoldets pakning i kasse og klargøring til transport til konserveringsafdelingen på Moesgård Museum. Foto: Morten Pedersen, Sydvestsjællands Museum

Konservator Karen Urth fra Storstrøms Konserveringscenter og medarbejdere Andres Dobat, Kirsten Christensen og Per Mandrup fra Kongens Borge projektet i gang med skjoldets pakning i kasse og klargøring til transport til konserveringsafdelingen på Moesgård Museum. Foto: Morten Pedersen, Sydvestsjællands Museum

Konservator Karen Urth fra Storstrøms Konserveringscenter og medarbejdere Andres Dobat, Kirsten Christensen og Per Mandrup fra Kongens Borge projektet i gang med skjoldets pakning i kasse og klargøring til transport til konserveringsafdelingen på Moesgård Museum. Foto: Morten Pedersen, Sydvestsjællands Museum

Første måned ved Trelleborg

Så er det tid at berette om vores undersøgelser ved Trelleborg. Her begyndte vi i starten af juli måned og har – med to uger sommerferieafbrydelse – været i gang siden. Der er ikke så meget at fortælle endnu, for her i de første uger har vi fokuseret på jordboringer. Målet var at få styr på jordforholdene, dvs. hvor vi vil kunne forvente at finde bevaret træ.

Vores første prøvehul på den sydlig side af Tudeå.

Helt overordnet er forholdene anderledes end ved Fyrkat. I stedet for den brede ådal, som vi arbejdede i ved den jyske borg, har vi ved Trelleborg med hele to åløb at gøre. Borgen ligger på en slags halvø eller næs mellem Tudeå mod nord og Vårby å mod syd. Især ved den sydlige bred af Tudeå var der gevinst ved boringerne. Her har det været muligt at identificere en aktivitetshorisont, hvori der specielt ved de sonderende boringer med en såkaldt sneglebor kunne observeres bearbejdede stykker træ samt brændt ler og trækul. Dette tyder på gode bevaringsforhold for artefakter af organisk materiale i dette område. Her er der allerede tidligere – under genudgravning af det gamle åløb i midten af 1990erne – blevet fundet store mængder træ af forskellige art, bl.a. større mængder bearbejdede træstykker, herunder pæle og brædder, samt et stort stykke tekstil.

Det var derfor nærliggende, at åbne op for det første prøvehul netop i dette område, hvilket vi gjorde i forrige uge. I en dybde af ca. 70 cm dukkede de første fund op – faktisk i store mængder. Den aktivitetshorisont vi havde sporet ved boringen viste sig at være et kompakt lag, indeholdende masser af små og store stykker træ, fortrinsvis flade spåner og afhug af egetræ og overskårede pinde af forskellig tykkelse. Derudover fandtes der store mængder fragmenterede dyreknogler. Så det tegner til at blive spændende, især med hensyn til de næste huller vi gerne vil lave på denne side af åen. Men mere om det senere.

Ét af de mange fund fra prøvehullet – en typisk trænagle.

At lave boringer og metaldetektorundersøgelser på den anden side af Tudeå var ikke ligetil i begyndelsen. Den næste bro over åen ligger et godt stykke opad åen, så det krævede en lang køretur på næsten 6 kilometer at komme over på den anden side, selvom området i bogstavelig forstand lå lige om hjørnet. Flådestationen i Korsør var så venlig at låne os en fin gummibåd, som vi har brugt siden hen, og som vi er meget glad for.

Et andet aspekt, vi har fokuseret på, var at starte metaldetektorundersøgelserne. Det begyndte vi med på næset umiddelbart vest for borgen. Her var der dog ikke så meget at komme efter – bortset fra alt det sædvanlige metalskrot som hestesko, søm, halvgamle mønter og deslige. På den anden side af Tudeå, på bakken lige nord for åen fandt vi derimod en del klinknagler. Uden undtagelse er de enten skævt eller knækket og virker til at have været fjernet fra planker og lignende ved hjælp af en mejsel. Det skal siges, at klinknagler ikke alene blev brugt til skibe. De indgik også i kister, vogne og andre formål. Hovedvægten af naglerne ved Tudeå har vi dog fundet umiddelbart nord for åen, hvorimod det tynder ud med fund længere op ad moræneskråningen. Man er næppe gået ned til åen for at bygge kister eller vogne. Derimod er det meget sandsynligt, at man her har repareret eller måske bygget skibe.

Kirsten og Per sætter over til den anden side af Tudeå i gummibåden fra Korsør Flådestation. En stor tak for lån til dem!

I de næste uger skal vi anlægge flere prøvehuller. Et område, hvor det bliver særligt spændende at komme i jorden, bliver vådområdet udenfor sydporten. Her er der under de første gravninger foretaget af Nørlund blevet fundet et såkaldt knæ, som er meget typisk i vikingetidens skibe, samt flere halvfabrikater af knæ. Men lige så spændende bliver sikkert arealet udenfor nordporten, hvor vi fandt en del bearbejdet træ i vores boringer, og hvor man ligeledes gjorde en del fund under genudgravning af åen i 1990erne. Samlet set er der altså en del spændende arbejdsfelter at gå i gang med...

På vegne af holdet, Andres S. Dobat

Travlt forår I
Kanalen

Fra midten af maj og indtil sidste uge var vi tilbage på Fyrkat. Som jeg fortalte her på denne side, resulterede sidste års undersøgelser bl.a. i opdagelsen af en gravet rende, eller en slags ’kanal’, i området syd for borgen. Træprøver af fyldmaterialet fra kanalen, som vi havde indsendt til C14 datering viste, at denne kan have været bygget samtidig med selve borgen – altså omkring ca. 980. Dette gjorde selvfølgelig kanalen meget interessant, og ved vores undersøgelser i maj og juni ville vi gerne kikke nærmere på den.

Del af faskine ved kanalen.

Den første opgave gik ud på at afgrænse kanalen i dets videre forløb sydvest for borgen og i retning af Onsild å. Dette skulle gøres ved jordboringer, for vi ville ikke grave flere søgegrøfter. I vestlige retning viste vores boreprofiler, at kanalen fortsætter godt 100 meter længere end vores sidste søgegrøft. Dens foreløbige afslutning grænser op til nogle naturlige render i terrænet. Disse var sikkert vandførende på tidspunkter med stærk regn eller lignende, inden man rørlagde åerne i området. Dette bekræfter vores teori om, at én af kanalens funktioner bestod i at aflede det naturligt forkomne vand fra området mod Onsild å.

I østlige retning kunne vi spore kanalen igennem vores boringer som et umiskendelig sandlag i tørven. Vi kunne følge den knap 50 meter længere end vores østligst anlagte søgegrøft, helt tæt mod bredden af den nuværende sø, hvor kanalen tydeligvis tynder ud. Ligesom det allerede havde aftegnet sig i denne søgegrøft slår kanalen på sin sidste strækning et skarpt knæk mod nord, direkte mod Onsild å.

Sammenlagt har vi således kunne spore kanalen, eller A 24 som den hedder i vores udgravningsberetning, på en længde af godt og vel 500 meter. I et mindre felt, som vi åbnede for at kunne dokumentere kanalen i fladen, fandt vi spor efter en faskine, altså en befæstning af kanalens bred. Derudover kunne vi se, at den i hvert fald ved dette sted var gravet mere end en halv meter ned i undergrundsmaterialet bestående af grus og ler. Kanalen er altså udtryk for et betydeligt anlægsarbejde, som næsten kan måle sig med selve borganlægget. Det står dog stadigvæk som et åbent spørgsmål, hvorfor kanalen blev anlagt, og hvad den skulle bruges til. Til gengæld åbner den nye og spændende perspektiver. For det første foreligger der et enormt potentiale med hensyn til fund af organisk materiale fra borgens funktionsperiode. For det andet kaster den lys over betydningen af aktiviteter udenfor borgen.

Travlt forår II
Kværnstenen

Kværnsten og andre fund in-situ.

’De bedste fund kommer altid den sidste dag!’ Sådan siger arkæologer tit, og sådan sker det faktisk også på mange arkæologiske udgravninger. Og sådan gik det selvfølgeligt også på Fyrkat!

Sidste torsdag skulle vi afslutte undersøgelserne ved Fyrkat. Efter at have været omkring det meste af undersøgelsesområdet mente vi at have dannet os et billede af hvor man ved fremtidige undersøgelser vil kunne bidrage med ny viden om borgen, eller med andre ord, hvor man vil kunne gøre fund.

En del af undersøgelsesarealet – det stykke af ådalen umiddelbart nord for borgen – havde vi af forskellige årsager hidtil ikke kigget nærmere på. Inden vi lukkede ned ville vi derfor i det mindste anlægge nogle boreprofiler – mest for at bekræfte at bevaringspotentialet hér nok er lige så dårligt som i det meste af området. Men sådan skulle det ikke gå:

Til vores overraskelse viste boreprøverne nemlig forholdsvis tykke tørveaflejringer, med op til en meters tykkelse. Derfor var det lidt af en overraskelse, da vores bor ved en af de sidste prøvetagninger, kun ca. 20 meter fra åen, lige pludselig stødte på sten i mindre end 50 cm dybde. Vi besluttede os derfor for at grave et lille prøvehul. Snart stødte vi på stenen, en fuldstændig flad sted af en slags skiffer og med en hul i midten – en typisk drejekværn, som vi kender den fra Vikingetiden! Stenen er fuldstændig slidt op på den ene side og knækket. Sandsynligvis var den brugt op og blev simpelthen kasseret.

Drejekværnen er lavet af glimmerskiffer, som i denne form kun findes i det nuværende Norge, og som allerede i Vikingetiden blev brugt til kværnsten. Dette formål egnede den sig særdeles godt til på grund af sin mineralske sammensætning af blødt grundmateriale og hårde granatkrystaller.

Allerede mod slutningen af 900-tallet begyndte man at handle med disse kværnsten, og vi kender faktisk en del af dem fra Vikingetidsbopladser rundt omkring i landet, helt ned til Hedeby i Tyskland.

Vores sidste prøvegrøft ved kanalens østende.

Fra Fyrkat kendte vi indtil videre kun ét fragment af en kværnsten, som sandsynligvis er lavet af en lokal stensort. Men vores fund føjer sig dog godt ind i det øvrige fundmateriale fra borgen, idet mange andre genstande er blevet importeret fra det nuværende Norge, såsom kar af klæbersten og hvæssesten. Det kan undre lidt at der hidtil kun var blevet fundet en enkelt drejekværn på borgen, idet vi jo kender til et stort kornlager fra en af langhusene. Det har altså været meget nødvendigt med en kværn.

Allerede mens vi gravede rundt om kværnstenen for at bjærge den ud af tørvene dukkede der flere ting op, heriblandt trænagler af egetræ og en hvæssesten, sidstnævnte ligeledes af en stensort af norsk oprindelse. Dertil også en lang kæp, som efter alt at dømme var blevet brugt til at trække kværnstenen ud til stedet, hvor vi var så heldigt at støde på den igen.

Det er endnu uvist hvordan vi skal tolke vores opdagelse. Hvad laver en drejekværn ud i tørvene? Hvorfor ligger den sammen men en hvæssesten og trænagler? Disse spørgsmål er svært at finde et tilfredsstillende svar på ud fra et prøvehul på mindre end 1x2 meter. Men i hvert fald peger fundene i en spændende retning, for et eller andet må der har været på stedet, måske en gangbro mellem borgen og åen, eller måske en af de første vandmøller? Vi håber at kunne vende tilbage til stedet, en gang til næste år måske, og undersøge stedet nærmere.

Men først vender vi næsen mod Trelleborg, hvor vi begynder med undersøgelserne fra starten af juli. Det bliver spændende, og det vil jeg fortælle mere om her på siden til den tid!

På vegne af holdet, Andres Dobat

Oversigtsplan over vores søgegrøfter igennem vådbundsområderne omkring Fyrkat (rød). Med blåt er indtegnet den mulige kanal A24.

Det første år af de indledende undersøgelser i projektet Kongens Borge lukkede med en god nyhed: Kort før jul fik vi det længe ventede svar fra AMS 14C Dateringscenteret ved Aarhus Universitet. Som jeg skrev i de sidste indlæg i dagbogen havde vi indsendt sammenlagt fem prøver af egetræ til laboratoriet, for at får vished om træets alder – eller sagt på en anden måde – om det var samtidigt med Trelleborgen eller stammede fra senere tids byggeaktivitet på stedet. Det viser sig nu at alle prøver kan dateres til 900-tallet, altså indenfor rammen af borgens konstruktions- og korte brugsperiode.

Træstykkerne stammede fra forskellige kontekster i vores søgegrøfter på den sydlige side af borgen. Nogle havde vi opsamlet i tørvelagene lige nedenfor borgen. De fleste stammede fra forskellige niveauer i fyldlag i vores grøft, som vi i de sidste indlæg kaldte for den ’fossile vandløb’ (A 24). Selvom man aldrig kan være helt sikkert på det, må denne således formodes at have stået åben kort før eller under bygningen af Trelleborgen.

Ugerne siden vi foreløbig lukkede ned for gravningerne ved Fyrkat er gået med dokumentation og analysen af vores udgravningsdata. På baggrund af de nye dateringer har den ’fossile grøft’ vist sig at være meget spændende. Efter indtegning af de søgegrøfter og profiler i vores oversigtsplan kan vi nu se grøftens nøjagtige position i landskabet. Den forløber fuldstændig snorlige fra området syd for borgen mod øst, hvilket bekræfter vores mistanke om at den faktisk er blevet gravet. Vi har altså sandsynligvis at gøre med en form for ’afløbssystem’ eller en slags ’kanal’. Vi kan dog ikke sige noget om, hvad denne er blevet brugt til. Vores videre undersøgelser vil fokusere på at få svar på dette spørgsmål.

Resultatet af 14C målinger af vores træprøver fra AMS 14C Dateringscenteret ved Aarhus Universitet. Som man kan se ved gennemsnitskurven er der høj sandsynlighed for, at træet kan dateres til årtierne før 980erne.

Uge VII på undersøgelserne ved Fyrkat

Metalgenstande fundet med metaldetektor.

Som annonceret sidste gang fik vi besøg af en stor gruppe amatørarkæologer med metaldetektorer i sidste uge. De var tilsammen 12 meget motiverede gutter, som dukkede op til at hjælpe os. Heldigvis havde de alle sammen varm tøj på fordi det var en rigtig kold dag, og selvom vi skænkede både kaffe og gammel dansk så blev det ved at være kold.

For alle dem som ikke er med på, hvad en metaldetektor er, så er et apparat, som kan identificere og lokalisere metalstykker ved hjælp af elektriske signaler.

Der metaldetektoren begyndte at blive udbredt blandt amatørarkæologer i begyndelsen af 1980erne vakte det store bekymring hos mange fagfolk. Man frygtede simpelthen at ’sorte får’ ville begive sig ud på røvertogter og udplyndre gravpladser, bebyggelser eller andre fortidsminder.

Heldigvis gik historien en anden vej. De fleste af amatørarkæologerne viste sig at være samarbejdsvillige og afleverede deres fund til lokale museer og Nationalmuseet. Derigennem er arkæologernes kildegrundlag vokset enormt de sidste årtier, og i dag kender vi for eksempel mere end 100 bebyggelser fra Yngre Jernalder, som man slet ikke havde kendskab til i tiden før metaldetektoren.

Indtil videre havde vi kun brugt metaldetektorer i forholdsvis begrænset omfang – også selvom det er et forholdsvis stort areal vi gerne ville have undersøgt. Så vi glædede os meget at få assistance fra nogle professionelle kræfter – for når det kommer til det med metaldetektoren så er amatørerne helt klart os professionelle overlegne.

Den lørdag nåede vi faktisk at afsøge det meste af området sydøst for borgen – det område hvor vi allerede i begyndelsen havde gjort de første fund af klinknagler. Det var altså helt klart, hvad det var vi skulle gå efter, og der gik ikke længe før de næste af slagsen dukkede op.

Klinknagle

Rigtig spændende er det, at vi faktisk fandt to nitteplader, som åbenbart aldrig nåede at blive forarbejdet. Vi fandt også en lille samling af redskaber – to slags mejsler og en typisk kniv – som lå få meter fra hinanden lige ud foran borgens østport. Derudover fandt vi flere sjove ting og sager, som vi ikke helt entydigt kan identificere på nuværende tidspunkt, men som i hvert fald ser spændende ud.

En stor tak til alle detektorfolk, som kom for at hjælpe os. I har ydet en fantastisk indsats (nogle kom faktisk allerede igen mandagen efter, for at fortsætte hvor vi var nødt til at stoppe lørdag aften)!

Vi har ikke nået at få lavet billeder af alle fundene endnu. Men I kan se de tre værktøjsfund og en af de øvrige klinknagler. Og så håber jeg også at vi snart får besked på vores C14 målinger af egetræet fra vores fossile bæk. Det er efterhånden svært at holde spændingen ud. Men jeg skal nok skrive det her, når vi ved, hvor gammelt vores træfund er.

På vegne af holdet, Andres S. Dobat

Uge VI på undersøgelserne ved Fyrkat

Situationen under registrering af én af vores søgegrøfter på den sydlige side af borgen, hvor Niels er i gang med at dokumentation af profilen (resultatet kan ses på næste billede).

I dagbogen for uge IV kunne jeg berette om de første fund i søgegrøfterne på den sydlige side af borgen. Sidenhen er der gået meget tid med dokumentationen, og især ved de sidste viste det sig at være lidt mere indviklet end ved grøfterne på den nordlige side af borgen. Nu er det jo både et kom-pleks anlæg, i form af det fossile vandløb og en efterhånden rimelig stor mængde træfund. Ud over genstande af træ er der efterhånden også dukket en del knogler fra kvæg og hest op. Alle knogler er spaltede for at få fat i den proteinrige knoglemarv og enkelte viser snitspor fra knive eller lignende, så de er tydeligvis indgået i madlavning. Så selvom mange spørgsmål fortsat står åbne, tegner det i øjeblikket meget lovende.

Vi ved nu, hvor der gemmer sig store mængder bearbejdet træ omkring Fyrkat. Det fossile vandløb syd for borgen, som størstedelen af fundene er indlejret i, er vi nu også stødt på i de nye søgegrøfter længere mod øst. Og også her har vi fundet stykker af bearbejdet egetræ og knogler. Det gamle vandløb aftegner sig som en tydelig stribe lys sand i tørveaflejringerne, og vi kan forfølge den på en strækning af over 300 meter. Taget i betragtning at vi indtil videre kun har lavet fire smalle snit igennem den og alligevel har mere end et halv hundrede fundnumre, må man regne med en betyde-lig mængde fund på denne strækning.

Med hensyn til fundenes alder er vi desværre stadigvæk på bar bund. De har endnu ikke kørt vores C14-målinger igennem på laboratoriet, og der går nok mindst en uge før de gør det. Vi er dog blevet lidt mere sikre på at fundene og det fossile vandløb ikke kan relateres til den historiske mølle på stedet. Så nu ved vi i hvert fald, at både vandløbet og fundene er ældre end 1600-tallet. Godt nok er der stadig langt til borgenes brugsperiode, men om knap to uger skulle vi vide det mere præcist.

Profiltegning af det fossile vandløb i den nordlige del af søgegrøft A 23. De lyse striber markerer sandaflejringerne fra bækken. Det er i disse lag vi hidtil har gjort de fleste fund.

Vi er også stadigvæk usikre på fundenes funktionelle baggrund. Helt klart relaterer størstedelen af fundene sig til forarbejdning af egetræ af væsentligt omfang på stedet. Dette kan dog relateres både til bygning/reparation af skibe og til bygningen af selve borgen. Vi må se, om der dukker nogle funktionelt mere entydige fund op, som vil fortælle os, hvad det er, vi har at gøre med. Måske er vi heldige allerede i næste uge, hvor vi får besøg af en stor gruppe amatørarkæologer med metaldetek-torer. Indtil videre har vi kun kunnet bruge metaldetektorer i forholdsvis begrænset omfang, så vi glæder os til at få hjælp på dette område af nogle ’professionelle’ kræfter. Om vi så også finder noget fortæller jeg om næste gang.

På vegne af holdet, Andres S. Dobat

Uge V på undersøgelserne ved Fyrkat

Åbent hus med mange besøgende.

Efter en uges pause pga. efterårsferie begyndte vi på undersøgelserne ved Fyrkat igen sidste mandag. Vi var dog allerede gået i gang søndagen før, hvor vi havde inviteret til Åbent Hus på gravningen. En stor tak til alle de interesserede besøgende! Omkring de 100 mennesker dukkede op til en strålende dag med høj himmel. Vi viste dem rundt på gravningen, fortalte historien om Trelleborgene og præsenterede et udvalg af fundene. For os var det en god dag, og vi fik indtryk af, at også de besøgende havde en god oplevelse og fik noget nyt at vide.

På gravningen havde vi en del efterslæb - altså ting som ikke blev gjort færdig i ugerne forud, og som vi gerne ville have afsluttet. Det drejede sig mest om registreringen af profilerne i søgegrøfterne og noget af tiden har vi også brugt på kontorerne i henholdsvis Aalborg og Århus. Arkæologi foregår jo ikke alene med skovlen i hånden. Udgravningsresultaterne skal digitaliseres, fundene skal fotograferes og tegnes osv.

Vi venter stadigvæk på resultaterne fra dateringen af de træprøver, som vi har sendt ind til AMS 14C Dateringscenter ved Aarhus Universitet. De har lovet at behandle det som hastedatering, hvilket dog alligevel tager 3 til 4 uger. Selvom vi efterhånden er rimelig sikre på at vi befinder os i vikingetiden, så venter vi dog med spænding på resultatet.

På mandag kommer vi til at åbne op for en ny søgegrøft, denne gang lidt tættere til ådalen. Så er der forhåbentlig noget nyt at fortælle.

På vegne af holdet, Andres S. Dobat

Uge IV på undersøgelserne ved Fyrkat

Som jeg annoncerede i sidste uge har vi nu gravet vores første søgegrøft på den anden – den sydøstlige side af borgen. Allerede efter et par meters gravning gennem tørven viste den sig at være lidt sjovere end de søgegrøfter vi havde lavet indtil da. I et niveau på omtrent 40-50 cm under overfladen kom de første træstykker til syne. Det stod rimelig hurtigt klart, at vi havde med bearbejdede stykker at gøre. De fleste var spåner, typiske tynde flager som de opstår når man bearbejder træ med en større økse. De er faktisk forbavsende velbevarede, selvom de kun ligger mindre end en halv meter under overfladen. Man kan tydeligt identificere dem som egetræ, og de ligner fuldstændig de spåner man finder på enhver byggeplads, hvor der bliver brugt traditionelle redskaber og værktøj til bearbejdning af træ.

Ud over spånerne fandt vi dog også hele stykker og fragmenterede genstande – bl.a. en mærkelig stok med udhuling i den ene ende; større tilhuggede stykker træ og en stor kile, som man kan have brugt for at kløve stammer til fremstilling af planker, bjælker og lignende.

Den dag de første fund dukkede op steg humøret gevaldigt. Nu havde vi stået og gravet i mudder og tørv i snart tre uger - uden at finde det vi var kommet for. Og nu – endeligt – var der bid. Det løftede selvfølgeligt gevaldig på stemningen, og nu er det faktisk endnu sjovere at være arkæolog end det plejer at være.

Indtil i dag har vi så lavet to yderligere søgegrøfter på denne side af borgen, hvoraf i hvert fald én viste sig ligeledes at indeholde en del træfund af samme karakter. De fleste af fundene kommer fra et klart afgrænset lag af sand, under en halv meter tørveaflejringer, hvilket vi tolker som en fossil bæk. Det må understreges, at det endnu ikke er sikkert, at fundene rent faktisk stammer fra vikingetiden, altså er samtidige med borgen. Det kan sagtens vise sig, at vandløbet og fundene stammer fra Fyrkat Vandmølles brugsperiode. Ingen af de fundne genstande kan med entydig sikkerhed henføres til hverken borgen, vandmøllen eller noget helt tredje. Derfor har vi sendt prøver til kulstof14-datering i AMS laboratoriet ved Aarhus Universitet. Det bliver spændende at se, om den naturvidenskabelige datering kan afgøre spørgsmålet.

Jeg skal afslutningsvis reklamere for vores Åbent Hus-arrangement ved Fyrkat søndag den 21. oktober kl. 14.00. Her vil vi vise rundt på borgen og fortælle om de nye undersøgelser. Alle er velkomne – men husk fornuftigt fodtøj!

På vegne af holdet, Andres S. Dobat

Uge 4 på undersøgelserne ved Fyrkat

Sidste uge fortalte jeg om vores problemer med den høje vandstand i åen, som gjorde det svært at fortsætte vores søgegrøfter i de arealer tæt ved vandløbet. Men det lykkedes! Selvom det blev en lidt utraditionel løsning. Vi havde to valgmuligheder: at opgive de oversvømmede områder, eller at lempe på vores dokumentationsstandart og simpelthen lave prøvehuller under vandspejlet.

René og Esben saver.

Som I kan se på billedet valgte vi det sidste!

Arbejdet foregik på denne måde, at en af os – det var nu nok mest Esben – fik vaders på og holdt øje med hvad maskinen fik gravet op. Det undrer mig nu stadigvæk at hverken Esben eller Rene, vores maskinfører, ikke for længst er skredet fra gravningen, efter alt det de bliver budt på. Jeg har selv prøvet at vade rundt i sumpen i knap en time og kunne knap nok komme op fra sofaen denne aften.

Hvad gav de prøvehuller så af fund? Desværre ikke særlig meget. Til trods for at vi faktisk krydsede igennem nogle tykke tørveaflejringer, kom der ingen fund. Tørvene var hele vejen igennem steril og det vi alle inderst inde håber på vil simpelthen ikke dukke op.

To steder er vi dog blevet overrasket. Allerede i første grøft var vi nødt til at anlægge et afpumpningshul. Også de mere højtliggende passager af vores søgegrøfter bliver jo fyldt med vand kun få timer efter de er gravet. Ved gravning af dette hul – ned igennem de kompakte gytjelag som ligger nedunder tørvene – stødte vi på træ. Og ikke bare et lille stykke – men et helt træ. Desværre peger fundomstændighederne på at stammen er meget ældre end Vikingetiden. Sandsynligvis er den fra stenalderen og har oprindeligt stået på den høje skrænt af ådalen, dengang den var en del af Mariager Fjord. Men man kan jo aldrig være helt sikker…

Maskinen løfter egestammen.

Derfor har vi taget den op og savet nogle stykker af til en C14 datering og en dendrokronologisk datering. Selvom den nok er fra stenalderen kan geologerne sikkert godt bruge en aldersbestemmelse af stammen til at fortælle noget om udviklingen af Onsild Å og ådalen – vi får se (hvis man vil vide noget om de nævnte dateringsmetoder kan jeg anbefale følgende websider: http://da.wikipedia.org/wiki/Dendrokronologi - http://da.wikipedia.org/wiki/C14-datering)

Det andet sted vi blev overrasket var i vores grøft nummer 3. Her kom der en række tætstående stolpehuller – altså rester af pæle eller lignende, som var gravet ned i jorden. Rækken er orienteret fra borgen og ud mod åen, så i første omgang tænkte vi på en befæstet vej ned mod åbredden – eller måske det første stykke af en slags brokonstruktion? Vi ved det ikke endnu. Rundt omkring stolpehullerne dukkede der også enkelte kogestensgruber op. Sådanne gruber – fyld med ildskørnede sten og trækul – hører typisk hjemme i bronzealder. Dette passer fint med, at man under udgravning af borgen og gravfeltet også fandt aktivitetsspor fra denne periode i samme område som borgen. Så måske skal vores stolperække ses i sammenhæng med en bronzealderbebyggelse.

Det finder vi måske ud af i næste uge, hvor vi også skal grave vores første grøft på den anden side af moræneknolden – dér hvor vi i starten fandt klinknaglen.

På vegne af holdet, Andres S. Dobat

Uge 2 på undersøgelserne ved Fyrkat (10. til 20. september 2007)

En oversigt over situationen, taget fra den nordlige del af borgvolden. Som man kan se har vi ikke kommer helt ned til åen med vores grøfter. Og man kan også se hvorfor.

’I næste uge får vi gravmaskinen på gravningen. Så kan vi lave nogle ordentlige huller…’ Det var sådan jeg sluttede dagbogen i sidste uge. Dette viste sig ikke at passe helt. Godt nok fik vi en gravmaskine. Den kunne bare ikke lave nogen ordentlige huller. Det viste sig, at den simpelthen ikke kunne klare de våde forhold nede i engarealerne. Vi var således nødt til at vente på en maskine på larveføder som så endelig er kommet i denne uge.

Inden vi begyndte med gravningerne havde vi besøg af vores samarbejdspartner fra ’Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet’. De kommer til at bistå os i spørgsmålet om udviklingen af Onsild å og ådalen. Dette er jo forudsætning for at finde svaret på spørgsmålet om, hvorvidt man i Vikingetiden har kunnet sejle til borgen.

Vi er begyndt at grave to grøfter på tværs af ådalen, fra foden af den bakke som borgen ligger på i retning af åen (se billede). Det første stykke ligger vores grøfter således på ’tørt bund’. Her havde vi håbet at kunne finde spor efter værkstedsaktiviteter, i form af anlæg eller fund. Indtil videre er der dog ikke dukket noget op der peger i retning af bygninger eller lignende, bortset fra nogle kogegrubber, som sandsynligvis er fra bronzealderen. Løbende med gravning af de enkelte grøfter kører vi en afsøgning med metaldetektoren. Der er dukket nogle få yderligere klinknagler op, og en enkelt vægtlod af bly (se billede).

Vægtlodder blev brugt til at afveje sølv. Dette var jo en nødvendighed i en betalingsøkonomi, som ikke var baseret på værdien af bestemte mønttyper men på værdien af sølv i vægt. Derudover kan vægtlodder dog også har været anvendt af smede, f.eks. bronzestøber eller guldsmede, til afvejning af råmateriale.

Omkring 20 til 30 meter fra foden af bakken begynder det våde miljø. Ligesom vi havde set i vores indledende boreprøver, finder vi her kompakte tørveaflejringer. I de øverste lag – pløjelaget – er tørven stort set fuldstændig omdannet. Nedunder er den dog helt sphagnumagtig og det er her vi forventer, eller håber på at finde træ.

Den maskine vi har fået til arbejdet fungerer faktisk meget godt. Den er godt nok lille, og lidt svært at tage seriøs (i modsætning til det udbredte kliche af arkæologen med penslen er vi jo faktisk vandt til noget større og kraftigere grej). For at komme frem i den mudrede tørvejord er vi nødt til at lægge store jernplader ud som den kan skiftevis køre på. Så det kan tage lidt tid at komme frem, men den klarer opgaven fint (se billede).

Det var planen, at grave nogle gennemgående grøfter, fra borgen og tæt op til åløbet. Dette har vi dog måtte opgive. Vandstanden i ådalen er for højt, og vandet løber for hurtigt. I de højtliggende arealer kan vi godt holde vandstanden nede ved hjælp af en meget effektiv pumpe. Når vi bevæger os længere hen mod åen, så kan vi ikke holde grøfterne fri for vand længere. Åen er gået over sine breder og har dannet en stor sammenhængende vandflade i hele området, og vi kan simpelthen ikke komme til uden vaders. Det er som om vi står midt i en lavbundet sø, og prøver at grave et hul i bunden af den. Det er nok lidt optimistisk at forvente, at forholdene bliver bedre på denne her side af vinteren, så vandstanden har givet os en del hovedpine, og vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi løser dette problem. Man kan ærgre sig lidt over, at vi skulle starte projektet lige netop efter den vådeste sommer i Danmark i mands minde. Men på en eller anden måde må vi jo komme ned i jorden i de arealer! Vi må se om det lykkes.

For at komme frem i tørvejorden skal gravmaskinen hele tiden stå på en massiv jernplade. Dette til trods for sine larveføder, hvilket siger en del om forholdene derude.

På vegne af holdet, Andres S. Dobat

Uge 1 på undersøgelserne ved Fyrkat (3. til 10. september 2007)

Indtil videre har vi taget over 100 enkelte boringer i engene udenfor Fyrkat. Her er vi (Nina og Andres) ved at se på profilen af en af boringerne.

Så er vi endeligt gået i gang. Efter ét år forberedelse og planlægning af projektet. Det hele begyndte jo allerede i sommeren 2006 med de første besøg på de tre lokaliteter Fyrkat, Trelleborg og Aggersborg, hvor vi løftede ideer og muligheder. Bagefter skulle projektet formuleres på papir; så kom den lange ansøgningsperiode, og hele perioden op til sommeren 2007 gik med planlægningsmøder og ansøgninger af forskellige art. Når man tænker over det, så gik denne tid egentligt meget hurtigt. Men tiden føltes lang, fordi vi alle havde svært ved at vente med at få spaden i jorden og se hvad der gemte sig nedenunder.

Det er vi - Niels Haue, Esben Mauritsen og undertegnende - så begyndt på nu. Undervejs havde vi besøg af Geologerne Mogens Greve, Søren Torp og Stig Rasmussen fra Jordbrugsvidenskabelig Fakultet, som vi har etableret et samarbejde med. En af dagene deltog Nina Nielsen, som er Ph.d. stipendiat ved afdeling for Forhistorisk Arkæologi ved Århus universitet.

Første uge af undersøgelserne er hovedsagligt gået med jordboringer. Vi ville i første omgang finde ud af, hvilke forhold der ventede os i vådområderne omkring borganlægget. Hvordan havde århundrede lang pløjning og dræning i ådalen påvirket tørveaflejringerne? Hvordan ville bevaringsforholdene for eventuelle fund af træ være? Ville vi med vores boringer allerede lokalisere de første fund? Det var nogle af de spørgsmål vi gerne ville få svar på.

Efter langt over 100 enkeltboringer i engene omkring borgen står vi med et lidt blandet billede. I nogle områder stødte vi på tykke og velbevarede tørveaflejringer af op til 110 cm tykkelse. Her var tørvene kendetegnet ved en høj andel af organisk materiale, hvilket tyder på gode bevaringsforhold for eventuelle fund af træ. I få af boringerne dukkede der også små træstumper op. Det var dog blot mindre kviste, som tydeligvis ikke var bearbejdede. I andre områder virker det til gengæld som om, at de øverste lag af tørvene er stort set omdannet, dvs. komprimeret som følge af pløjning og dræning. Her ser det således ikke alt for godt ud med hensyn til bevaring af træ eller andet organisk materiale fra vikingetiden.

På den første dag havde vi besøg af TV2 Nord, som lavede et kort indslag om undersøgelsernes opstart for deres regionale nyheder. Det glæder os, at medierne allerede på nuværende tidspunkt har vist så meget interesse i projektet – uden at vi har fundet noget endnu. Det skaber dog også en vist forventningspres. Bare folk ikke forventer en flåde af vikingeskibe vil dukke op af Onsild Ådals tørv.

Esben, som lige har leveret projektets første fund. En klinknagle! Én klinknagle gør ikke et skib, men det peger i den rigtige retning.

Har vi så overhovedet fundet noget i den første uge? Jo det har vi rent faktisk! Dog ikke med boringerne men med metaldetektor. I torsdags kunne Esben ikke vente længere og begyndte at afsøge skråningerne sydøst for borgen. Der gik ikke længe før han kunne melde det første fund, som var lige hvad vi havde håbet på: en typisk klinknagle med rombisk nitteplade og sammenbøjet stift som om den er blevet trukket ud af træet med en tang eller lignende. Sådanne klinknagler kender vi i tusindtal fra vikingetidens klinkbyggede skibe. Klinknaglen er ikke den første af sin art på borgen. Dog er det den første der er blevet fundet udenfor selve ringvolden og tæt på åen. Selvom én klinknagle ikke gør et skib, så peger vores første fund dog i den rigtige retning.

I næste uge får vi gravemaskinen på gravningen. Så kan vi lave nogle ordentlige grøfter, og vi er spændte på at se, hvad der så dukker op.

De enkelte boringer bliver selvfølgeligt dokumenteret og stedfæstet i terrænet. Her er vi (Andres og landmåleren Jan) i gang med at opmåle et af boreprofilerne nord for borgen.

På vegne af holdet, Andres S. Dobat

Senest revideret: 3. september 2009